Digital Restaurering

Langt de fleste glasplade-negativer er gelatine-plader. De består en base (glas) med et emulsions-lag (gelatine) indeholdende lysfølsomme sølv-salte. Omkring 1871 blev den såkaldte tør-plade proces opfundet af englænderen Richard Maddox. En blanding af gelatine og sølvbromid blev overhældt glaspladen, og kunne gemmes til senere brug. Glaspladens størrelse afhang af kameraets størrelse, de største plader i bibliotekets samling er 18x24 cm (også kaldet fuldplade), mens den mest almindelige var 13x9 cm (kvartplade). Tør-plade glasplader kunne købes i æsker, klar til brug. Glaspladen blev indsat i kameraet og eksponeret, og derefter hurgtigt fremkaldt og sædvanligvis lakeret af beskyttelses-årsager.

Alt fotografisk materiale i negativ- og fremkaldt form er i en tilstand af forfald. Den eneste varige bevaringsløsning er digitalisering. Før og efter skanning er der imidlertid en række overvejelser, man må gøre sig med hensyn til at bevare det bedst mulige billede for eftertiden.

Konservering, rengøring, og udbedring af skader

Den første og relativt sjældne type skader, er skader på glaspladen – skåret glas, knækkede plader. Her omfatter de traditionelle reparations- konserverings-metoder påklæbning af de løse glas-stykker på en ny ekstra glasplade, og fiksering af emulsions-laget på en helt ny glasplade. Disse metoder har ingen indflydelse på digitalisering. Herunder ses et eksempel på digital restaurering af en knækket glasplade.

Meyercrones Stiftelse, Roskilde, ca. 1900. Udsnit. 18x24 glasplade. Digitalt restaureret.
En anden relativt sjælden skade er skader på emulsions-laget, herunder løs emulsion. Igen er der konserverings-metoder (som f.eks fastklæbning af løst emulsion på glaspladen, foretaget under mikroskop.)

Sidst må nævnes angreb af skadelige organismer (svamp o.lign). Her kan glaspladen behandles med nedfrysning, opvarmning, eller afrensning med sprit og vand. Skaderne efter angrebet kan kun udbedres digitalt.

De tre mest almindelige forekommende skader er:

  1. skader fra oxidering af og forandringer i de lysfølsomme salte, herunder fænomener kendt som sølvslør eller sølvspejl. Fænomenet ses ofte som en markant rand i kant-området, og mindre pletter i billedet.
  2. Forandringer i selve det eksponerede billede. Herunder forskydninger i lys-mørke-forholdet. Mange billeder fader langsomt væk (”lysner”), mens andre er belagt af en mørk hinde. Disse skade kan normalt udbedres digitalt.
  3. Lag af støv og snavs på henholdsvis glas- og emulsions-siden. De bedste resultater er her opnået med en forsigtig rensning af glaspladen, og efterfølgende digital restaurering af det skannede billede.
”De Borchske Huse” i Bredgade, Roskilde, ca. 1905. Udsnit. 18x24 glasplade. Glaspladen er renset og billedfilen digitalt restaureret (og meget let retoucheret). De hvide pletter viste sig at være støv!
”Roskilde Pigeskole af 1855”, Palæets gård, ca. 1900. Udsnit. 18x24 glasplade. Ren digital retouchering.
Tilbage til forsiden